Den danske udlændingelov er blevet ændret pr. 1. juli 2005. I henhold til ændringen skal ansøgere, der søger om familiesammenføring med en ægtefælle/samlever i Danmark, underskrive en erklæring om, at de vil gøre en aktiv indsats for, at de og deres børn (såfremt de haves) vil tillære sig det danske sprog og integrere sig i det danske samfund. Erklæringen skal underskrives af ægtefællen /samleveren, når ansøgningen om familiesammenføring med en dansk reference indgives for første gang. Hvis erklæringen ikke underskrives, vil Udlændingestyrelsen meddele afslag på ansøgningen om familiesammenføring. Formålet med erklæringen er at understrege vigtigheden af at tilegne sig danske sprogfærdigheder og integration i det danske samfund. Erklæringens indhold vil dog ikke få betydning for opholdstilladelser, som allerede er udstedt, ligesom det heller ikke vil have indflydelse på ansøgninger om forlængelser af allerede udstedte opholdstilladelser. Der findes to typer erklæringer: én som skal underskrives af ansøgeren, og én som skal underskrives af den danske reference. Erklæringen skal indsendes til Udlændingestyrelsen sammen med ansøgningen og øvrige relavante dokumenter, igennem ambassaden/konsulatet. Erklæringen kan downloades her fra hjemmesiden.
Hvem behandler ansøgningerne
Ansøgninger om opholds- og/eller arbejdstilladelse behandles altid i Udlændingestyrelsen. Det er vigtigt at ansøge i god tid inden forventet ankomst til Danmark.
Ansøgningsskema
Ansøgninger om opholds- og/eller arbejdstilladelse indgives på et særlig skema, som downloades via Udlændingestyrelsens hjemmeside.
Ansøgningsskemaet skal udfyldes i 2 eksemplarer vedlagt 2 vellignende farvefotos i passtørrelse. Derudover er det vigtigt, at der vedlægges så meget relevant dokumentation som muligt. Særlige betingelser
Ansøgning om opholds- og/eller arbejdstilladelse skal indgives til en dansk repræsentation i ansøgerens hjemland eller i det land, hvor ansøgeren har haft fast lovligt ophold i de seneste tre måneder.
På Udlændingestyrelsens hjemmeside findes der yderligere oplysninger om betingelserne for at opnå opholds- og/eller arbejdstilladelse i Danmark, herunder økonomisk garantistillelse, samt information om den dokumentation, der iøvrigt skal vedlægges en ansøgning.
Ekspeditionstider
Udlændingestyrelsens behandlingtid er p.t. mellem 4 og 6 måneder. Ambassaden har ikke mulighed for at fremskynde processen i Udlændingestyrelsen.
Gebyrer
Der henvises til de gældende gebyrregler i afsnittet Gebyrer.
Bemærk venligst, at gebyret opkræves for den sagsbehandling, der er forbundet med at ekspedere ansøgningen, og at gebyret derfor som hovedregel ikke tilbagebetales i tilfælde af afslag på ansøgningen.
Klager
Klager over en sags afgørelse skal sendes direkte til Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration.